Mareike Fallwickl
Die Wut, die bleibt

I coronatiden, da skoler og børnehaver var lukket i ugevis, og hjemmekontor kolliderede med hjemmeskole, var det frem for alt mødrene, der led under dette. Statistikker og avishistorier bekræfter, hvad man har vidst længe: Rollefordelingen mellem mænd og kvinder har ikke ændret sig meget siden vores bedsteforældres generation.
 

Af Florina Evers

TW [trigger warning]: Selvmord, seksualiseret vold, spiseforstyrrelser, Dick_Fettfeindlichkeit (fedme diskriminering) 

Mareike Fallwickl gør netop dette misforhold til udgangspunkt for sin nye roman. I Die Wut, die bleibt lader hun læserne blive en del af følgende tankeeksperiment: Hvad nu, hvis den udmattede mor simpelthen springer ud fra altanen? Fordi det hele er blevet for meget efter tre nedlukninger, hjemmeskole og huslige pligter, der aldrig stopper? En opsigtsvækkende og i visse passager ufattelig brutal læseoplevelse, som også giver stof til eftertanke længe efter, den sidste side er læst. 

© Clara Busch Romanens handling starter ved middagsbordet. Helene, hendes mand Johannes og deres tre børn sidder og spiser sammen, og alt er, som det plejer – indtil der bliver spurgt efter saltet, og Helene ikke som sædvanlig rækker ud efter saltbøssen, men rejser sig op, går hen til altandøren og hopper ud fra altanen. Efter hendes pludselige død kommer chokket, sorgen og et enormt tomrum, som tidligere blev udfyldt af Helenes kærlighed, omsorg og utrættelige arbejde i hjemmet; et tomrum, som først efter hendes død for alvor bliver tydeligt for Helenes omgivelser. Sarah, Helenes bedste veninde, hjælper med at udfylde dette tomrum. Hun udnytter fra da af sine fleksible arbejdstider som selvstændig forfatter med at støtte Helenes partner Johannes med husholdning og børnepasning. Men snart bliver et par timer til hele dage og uger, som begynder at tære på Sarah psykisk og fysisk. For første gang er hun i stand til at forstå Helenes fortvivlelse. Hun ændrer dog ikke noget, heller ikke da hun mærker, at hendes kæreste Leon under hendes fravær opfører sig, som om hendes hjem tilhører ham. 
 
Lola, Helenes 15-årige datter, har kun hovedrysten til overs for dette. Hun observerer nøje, hvad der foregår i hjemmet: Johannes betragter Sarahs hjælp som en selvfølge – et klassisk tilfælde af omsorgsarbejde, som ikke bliver værdsat. Er Lola den eneste, som sætter spørgsmålstegn ved situationen, at Sarah nu styrer husholdningen og ikke hendes far?  

Jo mere det går op for Lola, hvorfor hendes mor har taget sit eget liv, jo mere rasende bliver hun. Et kursus i selvforsvar, som hun tager sammen med sin bedste veninde, bliver hendes redningsplanke. Her møder de en klike af kvinder, som ligeledes er præget af indvendig vrede. De har fået nok af patriarkatet og begynder helt bogstaveligt at slå igen. Øje for øje, tand for tand. 

Under læsningen har jeg gang på gang spurgt mig selv, hvorfor romanen skal starte så radikalt med et selvmord. Havde det ikke været nok, hvis Helene bare havde valgt at komme lidt på afstand i et par måneder? Med et af de sundhedsforsikrede betalte kurophold på Sild eller i Sydtyskland? Også Lolas og hendes klikes opførsel er hård kost, og det ikke er for sarte sjæle at læse disse scener. Dertil kommer, at de mandlige karakterer i modsætning til de kvindelige ikke har nogen former for modgang, hvilket virker lidt uretfærdigt. Man kan ikke andet end at se ned på Johannes og Sarahs kæreste Leon. Men når man har fået bogen lidt på afstand, forstår jeg bedre, hvorfor romanen benytter sig af denne brutalitet og bevidst retter fokus mod de kvindelige karakterer. Forfatterens ærinde er ikke at skrive en guide til, hvordan man håndterer udmattelse og raseri, men at gøre det klart, hvor udmattet og hvor rasende mødre og kvinder er i 2022, og hvad kilden til denne tilstand er. Hovedpersonens drastiske handlen sker i romanen som en repræsentation for alt det usagte og ugjorte i vores samfund, som slag på en tromme, som ikke er beregnet til at lyde godt, men i stedet skal signalere opbrud. Og hvor skal vejen føre hen? Til en ny familiepolitik, en ny synlighed for mødre og deres arbejde og en mere retfærdig rollefordeling i familien.  

Som barnløs læser har jeg fået værdifuld stof til eftertanke, og romanen førte endda til en snak med min egen mor. Præcis dette er magien ved ubehagelig litteratur: Den vækker vores behov for at drøfte emner, som vi ellers ikke ville have beskæftiget os lige så indgående med. Så måske er dette en bog særligt til dem, som ikke straks føler sig ramt af tematikken – som jeg selv til at begynde med. Måske fordi de ikke har eller ønsker at få børn. Måske fordi de ikke udfører omsorgsarbejde. Men vi har alle en mor og kender alle sammen mødre – og en bedre verden for mødre er en bedre verden for alle.  

Mareike Fallwickl er en østrigsk forfatter, som bor med sin familie i Salzburg. I 2018 udkom hendes debutroman Dunkelgrün fast schwarz på forlaget Frankfurter Verlagsanstalt, og den blev nomineret til Österreichischer Buchpreis og til Lieblingsbuch der Unabhängigen (en tysk boghandlerpris). I 2019 fulgte romanen Das Licht ist hier viel heller. Mareike Fallwickl er også kendt for sin instagramkanal @the_zuckergoscherl, hvor hun giver læseanbefalinger med fokus på feministisk litteratur og kvindelige forfattere.