Film Käthe Kollwitz - Billeder af et liv

Kunstneren Käthe Kollwitz (Jutta Wachowiak) sidder i malerkittel ved et rundt bord, og til højre ses et staffeli med et sløret selvportræt. © DEFA Stiftung/Norbert Kuhroeber

To, 05.12.2024

Kl. 19:00

Cinemateket

I anledning af Kollwitz-udstillingen på SMK vises Ralf Kirstens filmportræt fra 1986

I samarbejde med Cinematekets serie Kunstklubben præsenterede Goethe-Instituttet mandag den 4. november spillefilmen Käthe Kollwitz – Bilder eines Lebens (DDR, 1986) af Ralf Kirsten. Pga. stor efterspørgsel vises filmen igen den 5. december kl. 19:00 og den 28. december kl. 14:00, denne gang uden introduktion.
 
Den 7. november 2024 åbner Statens Museum for Kunst en omfattende soloudstilling med den berømte tyske kunstner Käthe Kollwitz. I den anledning vises Ralf Kirstens film fra 1986 om grafikeren, maleren og billedhuggeren Käthe Kollwitz. Spillefilmen skildrer forskellige faser i hendes liv og forbinder dem med vigtige historiske begivenheder fra 1914 og frem til hendes død i 1945. I begyndelsen af Første Verdenskrig er den dengang 47-årige Käthe Kollwitz en anerkendt kunstner, og hun har modtaget flere vigtige priser. Hendes yngste søn Peter melder sig frivilligt som soldat, blot for at falde i kamp to uger senere. Denne smertefulde begivenhed kommer til at præge hende resten af livet, ligesom den afspejles i hendes kunst. På lignende vis kommer de mange fattige folk, som hun møder dagligt, til at spille en stor rolle i hendes værker. Hun bor sammen med sin mand, Karl Kollwitz, som er læge for de fattige, i arbejderkvarteret Prenzlauer Berg i Berlin. Hendes grafiske værker og skulpturer er præget af en dyb humanisme, og da Novemberrevolutionens blodige afslutning knuser håbet om en snarlig bedring af levevilkårene, fortsætter hun med at kæmpe for det gennem sin kunst. I 1932 underskriver hun en appel om at opbygge en fælles arbejderfront imod nationalsocialismen, men efter nazisternes magtovertagelse bliver hun udelukket fra Kunstakademiet. Efter sin mands død flytter hun væk fra Berlin i 1940, og de sidste år før sin død tilbringer hun alene og isoleret i nærheden af Dresden.
 
Uden at gå kronologisk til værks kombinerer instruktøren Ralf Kirsten forskellige episoder fra Käthe Kollwitz' liv med scener, hvor hovedrolleindehaveren Jutta Wachowiak reflekterer over, hvordan hun kan yde sin rolle som Käthe Kollwitz retfærdighed. Samtidig relateres biografien om den store kunstner til vigtige politiske begivenheder i det 20. århundrede.

Tak til DEFA Film Library at the University of Massachusetts, Amherst for lån af filmkopien ”Käthe Kollwitz”. 

Tilbage