Paula Irmschler
Superbusen

Under det ørehængende slogan: C the unseen, kan Chemnitz – en by i Sachsen med knap en kvart million indbyggere – se frem til titlen som Kulturhauptstadt 2025. Denne smag af succes er ikke altid til stede i Paula Irmschlers (f. 1989) debut Superbusen, hvor Chemnitz med lige dele Hass und Liebe nærmere beskrives ala: Vorhaben in Chemnitz waren schließlich so: Es waren Vorhaben.

Når Gisela og vennerne tager til Dresden, er det for at demonstrere, romanen er et (halvt smadret) vindue til tysk demokultur i den østtyske AfD-højborg Sachsen. Jeget fortæller om en skoletid, hvor Dresden fremstilles som det egentlige offer i krigen, og hvordan årsdagen for bombardementet udnyttes af nazierne som en sørgemarch over Tysklands svundne storhedstid. Med sassy sarkasme og vidunderlig humor hiver romanen popkulturen ind som Antifa: Der schönste 13. Februar war der von 2013, als eine Gruppe von Frauen ein paar Wochen zuvor anfing, öffentlich zu fordern, diesen Tag zum Gedenktag für die Trennung von Take That zu etablieren. Schließlich hatten sich diese am 13. Februar 1996 getrennt und damit unzählige Opfer gefordert. Og pop som trøst, man kan altid lytte til Fix you når Autobahn føles uendelig eller kæderyge sine kærestesorger væk til Wicked Game.

© Ditte Hermansen I romanens anden del tager vennerne (som så mange før dem) en spontan beslutning om at starte et band; Superbusen. Zum Glück war Britney zu der Zeit nicht die einzige weibliche Identifikationsfigur, men med det in mente beslutter bandet alligevel at tage på tour. Her starter også et klassisk road movie tem; venskabernes virkelighedsflugt, social status, hvad man ikke vil gøre for at mærke noget. Nederlag og sammenhold. Maxi hatte Superbusen einen Auftritt in einer Galerie organisiert. In. Einer. Galerie. Angst und Schrecken machten sich breit, es konnte nur schiefgehen. Es ging auch schief.

Irmschler i undervisningen

Jeget i Superbusen har nogle meget konkrete betragtninger, som både er ret morsomme og ret læsbare. Jeget er (ligesom Irmschler selv) opvokset i Dresden i tiden efter genforeningen, derfor er “die Wende” et allestedsnærværende, men ikke særlig manifesteret begreb for hende:
Meine erste Begegnung mit dem Wort [die Wende, red.] hatte ich durch den Song »Hurra« von den Ärzten, die ich immer aus dem Kassettenrekorder meiner älteren Schwestern plärren hörte und liebte: “Doch dann, dann kam die Wende/ Unser Leid war zu Ende/ Hip Hip Hurra/ Alles ist super, alles ist wunderbar.” Das hatte ich für bare Münze genommen, weil Kinder Ironie erst ab zehn Jahren verstehen.
 
En letlæst coming-of-age roman om venskab og WG-Leben, som giver et usentimentalt indblik i en ”Nachwendegeneration”, der stadig er viklet ind i efterdønningerne og den voksende højrefløj i Østtyskland.