Fatma Aydemir
Dschinns

„Vielleicht ist Familie ja nichts anderes als das, ein Gebilde aus Geschichten und Geschichten und Geschichten. Aber was bedeuten dann die Leerstellen in ihnen, das Schweigen?"

Af Florina Evers

Tyskland, slutningen af halvfemserne. Efter tredive års hårdt arbejde kan Hüseyin endelig gå på velfortjent pension. Med sin opsparing i bagagen drager han til Istanbul og får indfriet sin drøm om en ejerlejlighed. De sidste punktummer sættes, så alt er på plads til at starte på en frisk, og familien må komme senere. Men da hans kone Emine og deres fire børn Sevda, Hakan, Perihan og Ümit kort efter ankommer til Istanbul, er rejsens anledning allerede en anden: Hüseyin døde af et pludseligt hjertestop, og skal efter tyrkisk tradition allerede begraves dagen derpå.

Denne tragiske hændelse er begyndelsen på Fatma Aydemirs dybdegående familieroman, fortalt fra familien Yilmaz’ seks synsvinkler. Med hver historie afsløres endnu en del af mosaikken af minder, frygt, tragedier og hemmeligheder hos de enkelte familiemedlemmer for læseren.

Der er den udmattede Hüseyin, der fuld af håb øjner det, han har i vente, for at fortrænge sin fortid, som er præget af fabriksarbejde, overarbejde og traumatiske oplevelser i hæren. Hans ældste datter Sevda, som ikke har udvekslet et eneste ord med sine forældre i flere år. Skuffelsen og smerten over alt det, hendes forældre forbød hende, og hvad hun måtte kæmpe for, har sat for dybe spor. Der er Hakan, Perihan og Ümit, som har haft det nemmere, fordi de netop voksede op i Tyskland, havde mulighed for at gå i skole og i Perihans tilfælde også mulighed for at studere. Racistisk graffiti, voldsparate nazister og honorarer, som belønner arbejderfamiliernes tilbagevenden til Tyrkiet, minder dem konstant om, at de ikke er ønsket i Tyskland, at de skal bekæmpes som skadedyr. Og endelig er der moren Emine, hvis undertrykte ønsker, bekymringer og behov, får hendes datter Peri til at tænke på et ”håbløst sammenfiltret garnnøgle.”

En dyne af tavshed

© Florina Evers For hvert tomrum, der udfyldes, bliver det smerteligt klart, hvor lidt familien ved om hinanden, og hvor tyk den dyne af tavshed er, som har tynget alt igennem årene. I slutningen af romanen stilles det altafgørende spørgsmål: Hvad sker der, når du pludselig lytter til den lille stemme i dig selv? Hvad hvis du lader den blive så høj, at stilheden brydes?

Dschinns fortæller ikke kun historien om én familie, men historien minder om mange tyrkiske familier, der flyttede til Tyskland i 1970'erne og 1980'erne på grund af den ustabile politiske situation i Tyrkiet. Ligesom hos familien Yilmaz i romanen var der ofte familiemedlemmer, som allerede boede i Tyskland, fordi de havde fået arbejde på tyske fabrikker og i virksomheder i forbindelse med arbejdsmigrationen i 60'erne. Mange havde det på samme måde som Hüseyin:

„Du hattest dir ein neues Leben erhofft. Was du bekamst, war Einsamkeit, die nie ein neues Leben sein kann, denn Einsamkeit ist eine Schleife, ist die ständige Wiederholung derselben Erinnerungen im Kopf, ist die Suche nach immer neuen Wunden in längst verschwundenen Ichs, ist die Sehnsucht nach Menschen, die man zurückgelassen hat.“

På trods af det alvorlige emne og de hårde skæbner, vi møder i romanen, er det ikke en bog, der er svær at læse. Det kan meget vel skyldes Fatma Aydemirs sprog, som griber læseren fra start, så man ikke har lyst til at lægge bogen fra sig.
For mig personligt er romanen allerede nu en af mine yndlingsbøger i 2022, bl.a. fordi den for mig tydeliggjorde det privilegerede, noget forvrængede billede jeg, som hvid cis-kvinde havde på Tyskland i 90'erne, men også på Tyskland i dag. Romanen hjalp mig med at udfylde huller i min egen kulturelle og historiske hukommelse og til at beskæftige mig mere intensivt med Tyrkiets og kurdernes historie. Og frem for alt er jeg seks perspektiver rigere efter at have læst romanen, fordi historierne om Hüseyin, Emine, Sevda, Hakan, Perihan og Ümit vil forblive en del af mig, også selvom jeg har lagt den tilbage på hylden.

Fatma Aydemir blev født i Karlsruhe i 1986. Hun bor i Berlin og er klummeskribent og redaktør på avisen taz. Hendes debutroman Ellbogen blev udgivet af Hanser i 2017 og har modtaget flere priser. I 2019 var hun medredaktør på antologien Eure Heimat ist unser Albtraum sammen med Hengameh Yaghoobifarah. Hendes anden roman Dschinns (Hanser, 2022) har fået Robert Gernhardt-prisen.