Abbas Khider
Der Erinnerungsfälscher
„Nicht nur Kleider machen Leute, sondern auch ihre Dokumente.“
Derfor har Said Al-Wahid altid sit tyske pas på sig, selv når han går i supermarkedet. Han ved præcis, hvor vigtigt passet er for ens identitet, og hvor forsvarsløs og udsat man kan føle sig uden sit pas.
Af Florina Evers
Det lærte han i de år, han flygtede fra sin hjemby Baghdad over Afrika til Europa. Uden at blinke risikerede Said at blive slettet fra de tyske myndigheders filer, som en overflødig sætning, hvis ikke han havde de rigtige papirer på sig.
I mellemtiden bor Said Al-Wahid i Berlin sammen med sin kæreste og deres søn. Han er forfatter og er ved at fejre sine første succeser med sit forfatterskab. Men på vej hjem fra en forelæsning i Mainz får han at vide af sin bror, at deres mor er døende. For Said betyder opkaldet, at han skal flyve til Irak for første gang i mange år. På vej til lufthavnen fremkalder Said sine erindringer. Som altid bliver han klar over, hvor store hullerne er, når han forsøger at huske sit barndomsland og menneskene, de mange ansigter, navne og hændelser fra sin flugt. Meget er stadig sløret - en tilstand, der bekymrede ham for et par år siden og førte ham til en terapeut, som ikke overraskende bekræftede, at han led af et traume. Men hvor skal man begynde, "når hele ens liv er et traume"?
Glemme for at overleve
Said har fundet sit svar i det at skrive. På denne måde udfylder han selv erindringens tomrum med historier. Og således rejser læseren tilbage til Saids fortid, går med ham gennem de støvede gader fra hans barndom i Baghdad og følger hans flugt i overfyldte busser, tog, færger og fly fra Irak til Afrika og Europa. Herefter følger de første år i Tyskland, som for Said føltes som om han befandt sig i en "stor mørk hule", hvor der trængte så lidt lys ind, at han knap nok kunne finde den stenede vej ud af hulen. Og endelig går vi med ham gennem det tyske bureaukratis labyrint og hører om de mange ansigtsløse mennesker, der fik ham til at føle, at han ikke var ønsket her, og om de få, der hjalp ham med at overvinde "en mur af paragraffer".
Det er imponerende, hvilket tæt liv Abbas udfolder på kun 125 sider, uden at romanen bliver for intens - og det til trods for, at hovedpersonen må overvinde den ene forhindring efter den anden. Man begynder at forstå, hvorfor han stadig er plaget af eksistentiel angst efter alle disse år i Tyskland. Det bliver også gradvist tydeligt, at glemslen er en overlevelsesmekanisme i Saids krop, som er præget af tortur, krig og tabet af elskede mennesker. Alligevel går der noget livsbekræftende og håbefuldt igennem romanen, bl.a. i form af Patrick Süßkinds novelle Duen, som dukker op igen og igen og på de mest overraskende tidspunkter i Saids liv, f.eks. da Said sidder i en fængselscelle og låner Duen af sin cellekammerat. Den aften får den lille tynde bog ham til at glemme alle sine bekymringer.
At novellen nævnes gentagne gange ser jeg som en hyldest til litteraturen og forfatterskabet. Begge dele kan give trøst og håb i selv de mest forfærdelige øjeblikke, fordi god litteratur er som et vindue til en ny verden, der endda kan bryde fængselsgitre ned. Det gælder ikke kun for Süßkinds Duen, men også for Abbas Khiders Der Erinnerungsfälscher. Det er bestemt ikke en smuk eller behagelig verden, der åbenbarer sig. Det er den bitre realitet for mange flygtninge, og den afslører det tyske bureaukratis skyggesider. Jeg synes, at det er et perspektiv, der er værd at tage til sig, og som burde være mere repræsenteret i den tyske litteratur.
Abbas Khider blev født i Bagdad i 1973. Som 19-årig blev han arresteret på grund af sine politiske aktiviteter og flygtede fra Irak efter sin løsladelse i 1996. Han har boet i Tyskland siden 2000 og har studeret litteratur og filosofi i Potsdam. Der Erinnerungsfälscher er hans sjette roman. Abbas Khider har modtaget forskellige priser, herunder Nelly Sachs Prisen i 2013 og Adelbert von Chamisso-prisen i 2017 for sit forfatterskab.