Scenografi
"Mangfoldigheden har tradition"

I stort set ingen andre lande i verden findes der så mange teatre og koncerthaller som i Tyskland. Uanset, om det drejer sig om små private teatre eller store operahuse, så er der et afgørende element, der er med til at præge de helt særlige teateroplevelser. Det er scenografien.

Af Nadine Berghausen

De fleste teatre per indbygger i verden – med det faktum har Tyskland ansøgt om at blive optaget på UNESCOS liste over immateriel kulturarv. Både små kælderteatre, store koncerthaller, storbysteatre, dukketeatre, opera-opsætninger og musicals har brug for scenografer til at skabe de store, mindeværdige oplevelser på spillestederne. I dette interview giver scenograferne Katrin Nottrodt og Philipp Fürhofer indblik i scenografers liv og hverdag i Tyskland, og de fortæller, hvad der særligt inspirerer dem i deres arbejde.


Katrin Nottrodt, Philipp Fürhofer, I har arbejdet på forskellige spillesteder i ind- og udland igennem mange år. Synes I, at der i Tyskland findes en selvstændig tradition for scenografi, at man ligefrem kan tale om en typisk tysk form for scenografi?

Philipp Fürhofer: I tysk teaterhistorie findes der utallige kendte scenografer. Det begynder med arkitekten Friedrich Schinkel og fortsætter med Josef Hoffman, østrigeren, der skabte kulisserne til Richard Wagners første opsætning af Nibelungens ring i Bayreuth. Senere kom Bertolt Brechts legendariske scenograf Caspar Neher til. Det er bare nogle få, meget forskellige eksempler. Den mangfoldighed af indholdsmæssige og æstetiske prioriteringer er kun blevet større i løbet af tiden, og den afspejler sig i nutidens teaterliv. Selv i en teaterby som Berlin kan jeg godt nok genkende forskellige instruktionsteams signaturer, men jeg kan ikke udpege nogen almene eller særlige kendetegn, der skulle være specifikke for tyske opsætninger. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at der alene på grund af Tysklands udsædvanlig mange teatre og scener findes en tradition for mangfoldighed, der bliver holdt i live.

Katrin Nottrodt: Teaterverden i Tyskland består af et tæt netværk af teatre. Det danner grobund for stor udveksling. Men også for konkurrence, på den positive måde: Man ser sig omkring, hvad ens naboer har gang i. Det er med til at sætte gang i kreativiteten og beriger kulturlivet enormt.

At scenen, som I beskriver det, er præget af mangfoldighed og udveksling, og at der findes så forskellige stilarter på scenerne – er det noget, der er særligt tysk, eller er det noget, der specifikt kendetegner scenografikunsten.
 
Philipp Fürhofer: Ligesom på alle andre områder af samfundet er kunsten, og især teatret, et sted, hvor meget forskellige mennesker mødes, som bruger deres europæiske netværk, og i de fleste tilfælde også netværk over hele verden, i deres arbejde. Scenografien er altid del af et ”gesamtkunstwerk”, der bliver skabt af mange. Det bygger på dialogen mellem instruktører, skuespillere og et stort teater-team. Selvfølgelig opstår der stor diversitet i den proces, det er ikke noget, der adskiller Tyskland fra andre kulturnationer. Desuden forholder det sig sådan, at teaterfolk som mig selv ikke kun har opsætninger i deres egne lande, men også arbejder i udlandet.

Hvordan ville I beskrive scenografien i forhold til discipliner som arkitektur, billedkunst og skuespilkunsten?

Katrin Nottrodt: Scenografien er en blanding af alle tre discipliner. Når mit værk, scenografien til en opsætning, udstilles, har jeg forinden læst teksten, tolket den, diskuteret den med instruktøren, taget imod kritik, malet, bygget tredimensionelle modeller, lavet tekniske tegninger, lavet et budget, fået mange håndværkere til at arbejde på deres værksteder og skabt stemninger ved hjælp af lyssætning. Inden for scenografiens kunst skal kunstneren derudover i høj grad være parat til at forkaste sine egne ideer og i nogle tilfælde acceptere ideer fra andre i kunstnergruppen.
 
Philipp Fürhofer: I scenografiens historie er der mange eksempler på folk, der har krydset grænsen mellem den ene og den anden disciplin. Arkitekter og kunstnere som Friedrich Schinkel, Bob Wilson, Pablo Picasso og William Kentridge har med forskellig hyppighed og intensitet arbejdet med scenografi. Som billedkunstner arbejder jeg selv med forskellige områder inden for multimedier. Scenografien og kostumedesignet udgør blot et af dem, og det har fascineret mig, lige siden jeg var barn.
 

Hvor vigtigt betragtes scenografien inden for teatermiljøet?
 
Katrin Nottrodt: Scenografien har desværre ikke altid så høj status. Tidshorisonten for skabelsen og planlægningen bliver kortere og kortere, spilletider bliver ændret spontant – og på den måde får vi næsten ingen tid til at dykke ned i emnet og udvikle ideer. Hvis jeg må sige det på en lidt kættersk måde: Når scenografien ikke bliver nævnt i anmeldelserne, så har den ikke generet nogen. For kostume- og lysdesignerne er det dog endnu værre, de bliver ofte slet ikke nævnt. Der findes selvfølgelig priserne fra teatertidsskriftet Theater heute, som vi allesammen gerne vil modtage. Desuden bliver Bund der Szenografen (scenografernes fagforbund) bedre og bedre til at repræsentere os. Det er virkelig vigtigt. Men alligevel ville det være ønskeligt med større opmærksomhed og anerkendelse.
 
Hvad gør dig trods alt særligt glad for din opgave?
 
Philipp Fürhofer: Jeg er altid klar over, at en god aften på teatret kun opstår, når alle elementer spiller sammen. Scenografien er et meget direkte og umiddelbart element, som tilskuerne ser fra det øjeblik, tæppet går op og til det glider ned igen. Den opgave synes jeg er meget fascinerende. Skuespillere, replikker og lyde kommer og går, men scenen er der igennem hele aftenen.

I er begge blevet inviteret til Danmark ifm. Det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Philipp Fürhofer, du har allerede gennemført to operaprojekter der og arbejder nu på en opsætning af ”Hamlet” ved Skuespilhuset Holstebro. Katrin Nottrodt har stået for scenografien til Bertolt Brechts ”Mutter Courage” ved Det Kongelige Teater i København. Hvilke erfaringer har I indtil videre gjort jer i Danmark? Har I oplevet, at der var forskelle på at arbejde på tyske og danske spillesteder?

Philipp Fürhofer: Jeg har kun haft fremragende oplevelser. Den danske mentalitet er høflig, venlig og professionel. I arbejdsgangene og produktionsforløbene har der været forskelle, som hverken er typisk tyske eller typisk danske, men som er udtryk for teatrenes forskellighed. Jeg er sikker på, at det er helt anderledes at arbejde i København end i Aarhus, ligesom der er forskelle på Staatsoper i München og Schaubühne i Berlin.
Katrin Nottrodt: Jeg tror også, at vi opfatter os selv som selvstændige kunstnere, og på den måde adskiller Tyskland sig ikke fra Danmark. Der ligner vi hinanden.