Yade Yasemin Önder
Wir wissen, wir könnten, und fallen synchron

Yade Yasemin Önder har skrevet en historie om familie, oprindelse, et liv med sygdom og jagten på kærlighed og accept, som fremstår helt uden klicheer og slidte fraser. En original, bevægende og sprogligt vellykket debutroman, hvor hvert kapitel virker som et vildt eventyr.
 

Af Florina Evers

TW [trigger warning]: Spiseforstyrrelser 

Èn ting ved denne roman kan man på forhånd slå fast: Wir wissen, wir könnten, und fallen synchron er alt andet end en klassisk roman og helt sikkert ikke noget for læsere, som elsker kronologiske handlingsforløb med klare højde- og vendepunkter. Men har man lyst til lidt udfordring og kan acceptere det ukonventionelle, bliver man ikke skuffet. For Yade Yasemin Önder har skrevet en historie om familie, oprindelse, et liv med sygdom og jagten på kærlighed og accept, som fremstår helt uden klicheer og slidte fraser. Hun er et frisk pust i den tyske litteratur. En original, bevægende og sprogligt vellykket debutroman, hvor absolut ingen elementer virker kedeligt traditionelle.  

Hvor skal man begynde, når hvert kapitel ligner et vildt eventyr? Måske med den handlingsstreng, som fortæller en coming of age-historie. Hovedpersonen mister tidligt sin stærkt overvægtige tyrkiske far (“Der var næsten intet, man kunne lave med ham, som havde med tyngdekraft at gøre”) i en ulykke under havearbejde. Derefter er mor og datter overladt til sig selv og må flytte fra det dejlige hus på engen, hvor hovedpersonen er vokset op. Der følger en svær tid for dem begge, som er stærkt præget af sorg og deres kompensation for sorgen. Mens moren har travlt med sit arbejde og skiftende elskere, kaster hovedpersonen sig ud i små og store eskapader sammen med sin venindeklike. De pjækker fra skole, stjæler tamponer, synger Spice Girls-hits og laver numre med gamle mænd på sex-hotlinen.  

Men hovedpersonen, som i mellemtiden er blevet teenager, må sande, at den sorg og skyld, hun oplevede, da faren døde, ikke kan skubbes væk. Hun har behov for at genvinde kontrollen i sit liv, som tilsyneladende er ved at løbe af sporet. Hendes middel bliver spisning, og det første spiseanfald har noget skæbnesvangert over sig. Hver tur hen til mikrøbølgeovnen, hvor en uges forråd af gryderetter på dåse varmes op en efter en, bliver som en procession, som lover helbredelse. Spisning bliver hendes ven, hendes fjende og forbindelsen til hendes døde far. Det varer ikke længe, før moren begynder at undre sig over madens mystiske forsvinden. Fra nu af må datteren gå mere snedigt til værks. Hun begynder at leve en slags dobbeltliv, finder på grunde til at legitimere mængderne af madvarer, som finder vej fra supermarkedet til køleskabet og til sidst lander på hendes tallerken. Sproget, som bruges til at skildre den stadigt mere ekstreme bulimi, er klinisk, klart og distanceret. Således bliver opkastningerne efter spiseanfaldene til en “modregulerende foranstaltning”, og bulimien bliver til et “symptom”, som taler med hovedpersonen og kommer til orde på de mest upassende tidspunkter. 

Mellem barndomserindringerne med hendes far, bulimiscenerne og det ungdommelige oprør med kliken dukker også mindet om den sommer op, som hun tilbragte i Tyrkiet sammen med sine forældre. Et land, som er både velkendt og fremmed for hende – og som alligevel er ligeså tæt forbundet til hendes identitet som Tyskland, hvor hun er født og opvokset.   Wir wissen, wir könnten und fallen synchron kendetegnes af sprogets æstetik og kreativitet, som findes i næsten alle romanens sætninger og er helt løsrevet fra al konformitet. Også med hensyn til kapitlernes titler og rækkefølge har forfatteren været kreativ. Hun følger en logik, man som læser ikke helt forstår i begyndelsen. Men efterhånden viser der sig et mønster – ligesom når man skal afkode et skattekort.  

Jeg kunne ikke få alle kapitlerne til at give mening, og til tider havde jeg svært ved at fordybe mig i teksten. Romanen begejstrede mig dog alligevel, alene fordi jeg er blevet nogle vidunderlige sætninger rigere, som jeg helst ville lægge ned i en imaginær skatkiste. Der ville de “hvide turister” ligge, som klæber til deres både som “marengs til rabarbertærte”, og musikken, “som flyder ud i natten som udvandet flødeskum på flade tallerkener”, og manden, “der har så lange øjenvipper, at de simpelthen visker den dårlige sex væk”.  

Yade Yasemin Önder har studeret litteratur og pædagogik ved HU Berlin, litterær skrivning ved Deutsche Literaturinstitut Leipzig og kreativ skrivning til scenebrug ved Universität der Künste Berlin. I 2018 vandt hun open mike i kategorien prosa, i 2019 modtog hun Martha-Saalfelt-Förderpreis, i 2020 fik hun Berlins Senats litterære arbejdsstipendium og i 2021 var hun stipendiat ved kulturakademiet Trabya Istanbul.