Nicolas Mahler
Nicolas Mahlers bizarre verden

Tegneserietegneren Nicolas Mahler er en benådet humorist og en mester udi hurtigt tegneri. I banale og kafkaske scener fyldt med knugende komik og ufrivillig poesi fører han sine protagonisters historier ad absurdum.
 

Det er en bizar verden, som Nicolas Mahler præsenterer i sine tegneserier. Østrigeren forvrænger sine protagonisters ydre fremtræden, som betragtede han dem i et hulspejl. Høje og slanke figurer er tynde og høje som telegrafmaster, mens tykke og tætbyggede figurer er kvadratiske og tumler rundt på gulvet. Også deres ekstremiteter er tegnet tilsvarende groteske, næserne er længere end lange, og deres fødder er mindre end små. Med nydelse arbejder Mahler med den humoristiske overdrivelse, karikaturens klassiske virkemiddel.
 
Derudover er forfatteren og tegneren den enkle skitses ven og reduktionens mester. I starten får man endda følelsen af, at han måske er doven, denne Mahler. For hans figurers ansigter har hverken øjne eller munde, og derigennem undgår han enhver fremstilling af mimik. Derudover reproducerer han gerne, nærmest uforandret, sine billedmotiver, og på den måde behøver han hverken at tage stilling til komplicerede bevægelsesforløb eller skiftende baggrundsscener.

DET SJOVE SIDDER I DETALJEN

Med sin stille og lakonisk-tørre humor i forhold til stædige outsidere kunne man betegne Mahler som tegneseriens Aki Kaurismäki. Østrigerens billeder klarer sig også, ligesom den finske instruktørs billeder, uden farver og ord. I Van Helsing macht blau (2008) iscenesætter Mahler, i sort-hvid og uden ord, skrækfigurer som Dracula, Frankenstein og varulve som elskværdige fjolser. På grund af deres kropslige ejendommeligheder er de taknemmelige ofre  for hverdagens ondskab, ikke ulig mennesker. Karikaturisten Mahler har en forkærlighed for at modarbejde traditionelle emner. På den måde benytter han sig i sine Herrenwitz-Variationen (2008) af ældre mænds pinligt sjofle humor og forvandler denne til en ny og mere spiselig form.

KLASSISK LITTERATUR OG DIGTE I TEGNESERIEFORM

Mahler er også begyndt at føle sig hjemme i litteraturens verden. 2015 vandt han således ”Preis der Literaturhäuser” på Frankfurter Buchmesse, han udgiver regelmæssigt hos forlagene Suhrkamp og Insel og har udgivet flere litteraturadaptationer. Til en af hans første adaptioner hører Alte Meister (2011), som er en yderst klog refleksion over tegneserien som kunstform. Romanforlægget stammer fra Mahlers landsmand, den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Mahler møder den notoriske gnavpot Bernhards ruslignende tirader af brok med en sparsommelig og sikkert placeret streg.
 
Med Mann ohne Eigenschaften fra 2013 lykkes Mahler med at fortætte den ligeledes østrigske forfatter Robert Musils forlag til 150 ordløse sider, og Mahler skaber derigennem en egensindig fortolkning af litteraturklassikeren. Hvis Musils roman gælder som værende umulig at adaptere, så har Mahler bevist det modsatte.
 
Med sin fortolkning af Marcel Prousts Auf der Suche nach der verlorenen Zeit (2017) har Mahler beskæftiget sig med en af de vigtigste franske romaner. Igen lykkes han med en original fortætning af klassikeren. Læseren kommer til at se Prousts værk med andre øjne. Mahlers kunstgreb er at udelade madeleinekagen og lindeteen samt den legendariske første sætning, og Mahler tænker i stedet for Prousts koncept om den ”uvilkårlige erindring” ud fra musikkens verden.
 
I Partyspaß mit Kant (2015) fortæller Mahler filosofiens historie i tegneserieform. Mahler lader os have del i 22 af de mest berømte filosoffers hverdag, og på den måde har vi ikke kun ”Partyspaß” med Kant, men besøger også en kunstudstilling sammen med Hegel, er i et supermarked med Marx og med Nietzsche på spejderlejr, går i biografen med Deleuze og fejrer et drømmebryllup med Simone de Beauvoir. Det er usandsynligt, at Mahlers episoder har fundet sted på den måde, men alligevel kommer vi, med subtil humor, tættere på de respektive filosoffers liv, tænkning og følelser, og Mahler får os samtidig til at smile ad den menneskelige eksistens’ vanvid.
 
Men Mahler kan også digte, og de er bl.a. blevet offentliggjort i Dachbodenfunde (2015). Mahler, mesteren udi tegnemæssig reduktion, kan også bruge sprog meget pointeret. Ud fra gamle legetøjsauktionskatalogers nøgterne beskrivelser skaber han med minimale midler en ejendommelig atmosfære af komik og melankoli. Efterfølgende beskæftiger Mahler sig i digtudgivelsen In der Isolierzelle (2016) med hobby- og teknikmagasiner fra 1920 til 1960 og destillerer deres absurde tekster til ord og illustrationer. I udgivelsen Gedichte (2013) går Mahler endda et skridt videre og offentliggør grafiske digte, hvor billeder erstatter ord – visuel poesi i ordets bogstaveligste forstand.

EN TEGNESERIETEGNER PÅ SKATTEKONTORET

Selvom dialogerne i Kunsttheorie versus Frau Goldgruber (2007) nærmest ikke kan overgås i absurditet, så beror tegneserien på en sand begivenhed. Det drejer sig her om Mahlers langvarige diskussion med Frau Goldgruber, hans tildelte skattemedarbejder. Konversationen, der drejede sig om spørgsmålet, om han er kunstner eller ej – deraf afhænger skattesatsen på 10 eller 20 procent i Østrig – udvikler sig mere og mere til en grundlæggende diskussion om tegneserien som kunstform og kunst i almindelighed. I samlebindet Die Zumutungen der Moderne (2007) beretter Mahler om sine groteske hverdagsoplevelser. Om det drejer sig om tegneserieundervisning på et aftenskolehold eller om at være gæst på diverse internationale tegneserie- og animationsfilmfestivaler – Mahler tiltrækker ikke kun ejendommelige mennesker, men han ved også, hvordan han skal fortælle om de bizarre møder med en fortræffelig tør humor.
 
I 2006 blev Mahler hædret med ”Max und Moritz”-prisen i Comic-Salon Erlangen for sine vidunderlige humoristiske tegninger i samlebindet Das Unbehagen, andre priser fulgte efter, deriblandt endnu en ”Max und Moritz”-pris i 2010, dog i kategorien ”Bester deutschsprachiger Comic-Künstler”.