Reinhard Kleist
Politik og popkultur

Reinhard Kleist, der bor i Berlin, hører til de mest ivrige og mest succesfulde tyske tegneserietegnere og illustratorer. Hans tegneserier handler om usædvanlige personligheder fra politikkens, idrættens og popkulturens verden – og er blevet belønnet med talrige priser.
 

Af Matthias Schneider

Idrætskvinden Samia Yusif Omar drømte om at stille op til de olympiske lege i England i sommeren 2012. Men i begyndelsen af april samme år druknede hun ud for Maltas kyst på flugt fra sit hjemland Somalia, hvor blev hun truet af islamister, som fordømte kvinders sportsaktiviteter.
 
Tegneren Reinhard Kleist fortæller Samia Yusufs Omars historie i Der Traum von Olympia (2015) – en tegneserie, som både bevæger og rusker læseren. Kleist skildrer på tragisk vis al den lidelse, som flygtninge oplever på deres vej til Europa. Med tegneserien håber han, sådan skriver Kleist i sit forord, ”at skærpe vores bevidsthed for det faktum, at der gemmer sig menneskeskæbner bag mediernes randbemærkninger om flygtningepolitik og menneskeliv bag de abstrakte tal.”
 
I 2016 modtog Kleist børne- og ungdomslitteraturprisen ”Jahresluchs” og den katolske børne- og ungdomslitteraturpris for sin tegneserie.

FANTASTISKE OG SURREALISTISKE BIOGRAFIER

Kleists værker er mangfoldige: Ud over det førnævnte højpolitiske emne beskæftiger han sig også med popkulturen. Kleist har bl.a. skabt tegneseriebiografier om sangerne Johnny Cash og Nick Cave. I begge tilfælde brugte han det virkemiddel, at han vævede det biografiske sammen med fantastiske og surrealistiske elementer.
 
Kleists udtryksfulde sort-hvide billeder er præget af en ekspressiv streg – og er dermed som skabt for Nick Caves fremtoning: hans tætsiddende jakkesæt, hans smalle slips, hans pomadiserede hår. I Nick Cave. Mercy on me (2017) fortæller Kleist historien om sangeren ud fra to perspektiver – ud fra hans livsledsageres perspektiv og ud fra hovedpersonerne i hans sangtekster. De vigtigste stationer i sangerens liv bliver fortalt: hvordan faren læser Dostojevski og Shakespeare som godnathistorier, hvordan han senere bliver forsanger for punkbandet Birthday Party, hvordan han senere flytter til Berlin og grundlægger bandet The Bad Seeds – bl.a. sammen med Blixa Bargeld, sangeren i Einstürzende Neubauten. Kleist fortæller denne udvikling sådan, som den er – mangefacetteret, oprivende – men fjerner sig også gang på gang fra Caves biografi og tør at kaste et blik ned i sangteksternes afgrund.
 
2008 – det år, hvor Johnny Cashs filmbiografi Walk the Line blev vist i de tyske biografer – udgav Reinhard Kleist tegneseriebiografien: Cash – I see a Darkness. I den vender Kleist sig mod et aspekt af Johnny Cash, som var uinteressant for Hollywoods kærlighedshistorie: hans mørke side. I udtryksfulde og filmagtige billeder fortæller Kleist om ”the Man in Black” og Cashs højde- og lavpunkter, hans succeser og fald – udløst af narko- og alkoholudskejelser.
 
Også i tegneseriehæftet Der Boxer. Die wahre Geschichte des Hertzko Haft (2012), som Kleist fik Jugendbuchpreis for i  2013, beskæftiger han sig intensivt med en biografi. Her er det historien om den jødiske bokser Hertzkos Haft, som kun undgik Holocaust, fordi han Auschwitzs boksede mod sine medfanger med livet som indsats. Sammen med Hafts søn har Kleist forvandlet farens livshistorie til en grafisk fortælling, som subtilt formidler gruen og skaber et sug i maven, som næsten ingen kan unddrage sig. Bogen, som først udkom som fortløbende historie i dagsavisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, er nu blevet oversat til flere sprog og har på grund af tematik og fremstillingsmåde fundet stor genklang i udlandet.
 .

ROST AF KRITIKERNE, SENT OPDAGET AF PUBLIKUM

Allerede for sin debut Lovecraft (1994), som han udviklede og skabte under sit grafik- og designstudie, modtog Reinhard Kleist Erlanger Comic-Salons populære Max-und-Moritz-Preis. Juryen blev fanget af den fængslende og uhyggelige historie om en tegneserietegner, som blev konfronteret med overnaturlige hændelser, da han arbejdede med en biografi om en amerikansk gyserforfatter. Den elaborerende sidearkitektur, som Kleist iscenesætter sine billeder med, var prikken over i’et. En ny stjerne i det tyske tegneseriemiljø syntes at være fundet. Men mens kritikerne og tegneseriekyndige roste hans værk til skyerne, viste udgivelserne sig at være for komplicerede og ukonventionelle for et større publikum. Det har imidlertid ændret sig.
 
I H.P. Lovecraft, Clive Barker og Oscar Wildes litteratur fandt Kleist inspiration til sine tegneseriers indhold og det ekspressive farve- og formlayout. Kleist sammensmeltede i det efterfølgende album Dorian (1996) Wildes The Picture of Dorian Gray og Barkers Human Remains, og i Das Grauen im Gemäuer (2002) fortolker han Lovecrafts noveller i usammenlignelige sort-hvid billeder.
 
I begyndelsen af sin tegneseriekarriere havde Kleist en forkærlighed for at placere sine skurrile og morbide fortællinger på apokalyptiske, urbane steder. Baggrunden for hans Berlinoir-serie (lavet sammen med Tobias O. Meissner) tager udgangspunkt i kulisserne og optagelsesstederne for filmene Metropolis, Das Kabinett des Dr. Caligari, Der Dritte Mann eller Blade Runner. I trilogien skaber Kleist en dyster fremtidsvision for byen Berlin, som beherskes af en snigmyrdende hærskare af vampyrer. Kun et par rebeller tør at gøre oprør mod tyrannerne og fører en håbløs partisankrig i undergrunden. Berlinoir er et glansstykke inden for genren den fantastiske tegneserie og er samtidig en rasende politikparabel over de samfundsmæssige begivenheder i metropolen.
 
Ud fra enkelte episoder i det forgange årtusind genskaber Kleist et forvirrende, retrofuturistisk sammelsurium af samtidshistorien, som vrimler med æstetiske og politiske citater fra arbejderkampen, fascismen og DDR-socialismen og frem til kapitalismen. Med sine utopiske tegneserier reagerer Kleist på virkelige begivenheder og tegner et mangefacetteret og demaskeret portræt af samfundet.
 
Kleist forarbejder dog ikke kun historiske figurer og begivenheder i sine tegneserier, men også egne indtryk og oplevelser. I marts 2008 rejser han til Cuba i fire uger for at danne sig et indtryk af landet og befolkningen. Igennem skitser, maleriske illustrationer og tegneserieepisoder indfanger Kleist  både stemningen i Havannas gader og landbefolkningens livssituation.
 
Havanna – Eine kubanische Reise (2008) er en rejsedagbog. Kleist er sig aldeles bevidst om, at han under sit korte ophold kun kan få et overfladisk indblik i Cubas kultur og samfund. Hans tegninger er dog ikke fuldstændigt frie for klicheer, men alligevel har han siden hjemkomsten haft en mere nuanceret holdning til Cuba, især i forhold til den samfundsmæssige situation i Tyskland.