Jovana Reisinger
Spitzenreiterinnen
Irgendwann haben alle ihr Ziel erreicht. Selbst die, die keins hatten. Laura schickt ein Vulkan-Emoji.
En anmelder hos Süddeutsche Zeitung skriver det egentlig meget skønt: Dieses Buch ist die denkbar lustigste Version des sonst zwingend humorlosen Satzes: Sexismus ist ein strukturelles Problem.
Af Ditte Hermansen
Jovana Reisinger (f. 1989) er både udøvende (og prisvindende) film- og billedkunstner i München – tjek hende ud på instagram og få adgang til en glitrende verden af samfundssatire på forskellige platforme – hun er aktuel med denne flerstemmige roman på det uafhængige Berliner-forlag med de umiskendelige forsider: Verbrecher Verlag, som i øvrigt udgiver forbilledligt mange debutanter og nyere forfatterskaber.
I et potpourri af kvindelige jeg-fortællere her og der i livet føres læseren både tættere på – og længere væk – fra kernen; hvad vil det sige at være en kvindekrop i dag, og hvem kan bestemme det? Jede Behandlung bringt die Frauen schließlich näher an ihr Ideal. Und rückt das Ideal gleichzeitig weiter fort. Eine Win-Win-Strategie für alle. Tag godt imod fem dage i selskab med ni skæbner, der forsøger at få tomme hjerter og spinkle håb til at spille sammen med ulmende vrede, et snert af håndklæde i ringen og pirrende privilegie-blindhed.
Abort, østers og alt ind i mellem
Reisingers fortællerstemmer fungerer nærmest som en form for arketyper, i det de repræsenterer forskellige problemstillinger (med en skarp tone af let skjult kritik af patriarkatet), se blot bagsidens præsentation af karaktererne à la: Emma freut sich. Tina hat Angst. Verena erbt ein Luxusvilla. På overfladen har vi med middelklassens dronninger at gøre, så hvorfor er de så ulykkelige?
Immer schön vorwärts. Jawohl! Hauptsache in Bewegung bleiben. Vom Stillstand hat noch niemand profitiert. Von der Natur schon. Og sådan er sproget også, fremdriften er sød sarkasme og højt tempo, også selvom fortællingerne kan føles cirkulære à la middelklassens true problemer og mere eller mindre passive mænd, der kun navngives med ét bogstav.
Lad mig til slut præsentere jer for nogle af mine yndlings figurer: forlovede Laura, der hellere vil gifte sig til falsk virkelighed, end at se den briste alene. Enkefruen Barbara, der ikke ved om hun er mest vred over afdøde ægtemands spøgen eller hans mangel på samme. Fandenivoldske Lisa, der laver en regulær scene midt i borgerligheden og leverer mit yndlingscitat fra hele bogen: Und wie kann eine besser eine Fehlgeburt vergessen als in einem Spezialitätenrestaurant für Austern?
Man kan bestemt godt argumentere for et slægtskab mellem Spitzenreiterinnen og Esther Beckers Wie die Gorillas, og begge er letlæselige. Flere af Reisingers plotlinjer og steder med dialog er så simple i deres symbolik, at jeg vil anbefale, man dykker efter undervisningsmateriale i Spitzenreiterinnen. Især Lauras og Verenas kapitler kan bruges til temaer som Liebe, Freundschaft, Frauenrolle, og er let tilgængelige i deres såre simple fremstilling af klassiske kvinderoller, vi kender fra popkulturen, samtidig med at klichéerne spiddes af herlig humor og nådesløs ironisk fremstilling af drømmen om det gode liv.