Esther Becker
Wie die Gorillas

Prisvindende dramatiker Esther Beckers (f. 1980) debutroman er letlæselig, frisk og vred. En coming-of-age historie med en lige dele stærk og sårbar jeg-fortæller, der beretter fra smørhul og tomrum mellem veninderne Svenja og Olga.

Af Ditte Hermansen

Jeg faldt hurtigt for Beckers letsindige alvor, da jeg hørte hende læse op fra debutromanen Wie die Gorillas fra indeværende år til et arrangement på hendes gamle Literaturinstitut i Leipzig. Esther Becker er født i 1980, har modtaget stipendier og priser i årevis; og har primært skrevet dramaer med lovende titler som fx Das Leben ist ein Wunschkonzert og Cowboy ohne Pferd. Denne roman udkom på det uafhængige forlag Verbrecher Verlag, som er et ungt og modigt forlag, jeg klart vil anbefale, man holder lidt øje med, hvilket let lader sig gøre, da de ensrettede forsider ikke forsvinder i mængden af glitrende covers anno i dag. 

Beckers roman er letlæselig, frisk og vred. En coming-of-age historie med en lige dele stærk og sårbar jeg-fortæller, der beretter fra lige dele smørhul og tomrum mellem bedsteveninderne Svenja og Olga, som sind Alpha und Omega. Ich bin irgendwas in der Mitte. Vi lærer dem at kende gennem små, velfortalte scener fra hverdagens dramatiske højdepunkter á la den første Pille danach og Svenjas slagne vej til skuespillerdrømmen, der kræver opbundne bryster og et pletfri sind. 

Was-soll-nur-aus-mir-werden

© Ditte Hermansen I nogle lyriske afbræk fra den lette prosa henvender Becker sig direkte til udvalgte læsere, fx fædre, med et udpræget værste mareridt: din lille piges krop vokser. Was machst du, wenn ihnen das über die trotzigen Köpfe wächst und sie weinend heimkommen? En insisteren på at italesætte den uperfekte krop, som vi, bevares, har set mangt og meget på det sidste, men ikke desto mindre glimrer ved sit fravær i popkulturen.

Beckers bog er sorgfuld, jeget besvimer af sult og selvlede, alting svier allevegne og løftet om, at man kan, hvad man vil, holder ikke en meter; Die Was-soll-nur-aus-mir-werden-Frage lässt sich nicht ewig vor mir herschieben. Romanens sentimentalitet punkteres undervejs af Beckers fornemmelse for kontraster i sprog såvel som i ungdomsliv; se blot denne nøgterne fremstilling af en ikke særligt romantisk begyndende seksualitet: Von der vernünftigen Verhütung, die mir verschrieben wurde, habe ich Kopfschmerzen bekommen.

Man kan bestemt godt argumentere for et slægtskab mellem Wie die Gorillas og Jovanna Reisingers Spitzenreiterinnen, og begge romaner er letlæselige. Beckers roman har tydelige smertepunkter, en direkte humoristisk tone og mange hovedsætninger, der både er kontrastfyldte og satiriske. Figurer i kulissen er ofte let karikerede og fungerer langt hen ad vejen som statister; kølige observationer fra det selvcentrerede ungdoms-ego, der dog portrætteres med ømhed og varme.

Om farens livskrise har jeget fx ikke meget mere tilovers end følgende udmelding: Mein Vater führt ein Doppelleben. Ein Agent ist er nicht. Er ist schwul. Das ist alles. Tonen tilføjer romanen en naivitet, men skylden placeres uden for handlingen, nemlig i et perfektion-fikseret samfund, der æder sine egne (pige)børn og deres kroppe, som altid føles irgendwie falsch.